Denne uges Rent Trav Podcast er virkelig stærk – og tempoet er højt fra start til slut. Vi står foran en kæmpe travweekend, men der er masser at diskutere inden.
De to største danske travweekender skrumper næste år: Derbyweekenden mister sin fredag, mens Grand Prix-weekenden i Aarhus skrotter søndagen. I studiet er Rikke Munk Sørensen positiv, mens Mogens Jensen mest af alt minder om balkonen i Muppet Show. Men hvem af dem er du mest enig med – og hvad mener du om ændringerne? Skriv din mening i kommentarfeltet!
Der bliver også taget fat i en gammel traver (fik du den?): Skal man straffes for at køre en anden hest i galop, når det sker tidligt i løbet? En aktuel situation fra Bornholm bliver taget op i lytterinddragelsen – hvad mener du?
V75-spillet lakker mod enden. Sidst i oktober får vi nemlig premiere på V85 – men hvad er forskellen, og hvad mener Mogens og Rikke om det?
Vi vender både DM for Hopper og Jydsk 2-årings Grand Prix, hvor der i studiet er bred enighed om, at de rigtige heste vandt.
I Top 5 ser vi tilbage på tidligere vindere af Dansk Trav Kriterium – og her vender Muppet Show-referencen også tilbage. For selv om man kan lyde som en sur gammel mand, kan man jo godt give sig på nogle punkter…
Til sidst ser vi frem mod en hæsblæsende weekend:
Lørdag byder på et V75-program på Solvalla, der er Elitloppet-weekenden værdigt.
Søndag gælder det Dansk Trav Kriterium og Mesterskab for Danmark på Charlottenlund.
Der er fart over feltet i 75 minutter – lyt med!